Hop til hovedindhold

Introduktion til Planstrategi 2024

Et bæredygtigt Rudersdal - Vi lykkes kun i fællesskab

Borgmester Ann Sofie Orth
Borgmester Ann Sofie Orth

Forord

Et bæredygtigt Rudersdal er kommunalbestyrelsens strategi for de kommende års udvikling af Rudersdal Kommune med udpegning af byudviklingsområder og beslutning om revision af den kommende Kommuneplan 2025. Og den er mere end det - den er også kommunalbestyrelsens overordnede bæredygtighedsstrategi.

Strategien viderefører visionen om at være landets grønneste kommune med smukke omgivelser, levende bymiljøer af høj kvalitet, attraktive boliger til forskellige målgrupper, et højt serviceniveau inden for skoler, dagtilbud, ældrepleje mv. samt et rigt kultur-, idræts- og fritidsliv og et attraktivt sted at bo, arbejde og drive virksomhed fra.

Udviklingen af Rudersdal skal ske i tæt dialog med borgere og lokale aktører. Det gælder både den fysiske udvikling og udviklingen af den kommunale service. Nye fællesskaber og partnerskaber skal sættes i spil, og vi skal turde eksperimentere med nye dialogformer og inddragelse. Vi lykkes kun i fællesskab, hvis vi skal kunne matche de mange udfordringer, som vi står overfor - både med hensyn til den demografiske udvikling, vores økonomiske ressourcer, klimaforandringerne osv. 

Vores bycentre skal udvikles til levende og attraktive byområder, og vi skal sørge for, at vi har boliger, der modsvarer de behov, der følger af udviklingen i befolkningssammensætningen. En befolkningstilvækst gennem nye boligbyggerier er dog ikke et mål i sig selv. Vi peger i denne strategi på enkelte udviklingsområder i Birkerød, Bistrup, Holte, Nærum og Vedbæk, som kan udnyttes, hvis det sker i respekt for de langsigtede værdier og kvaliteter, som kendetegner Rudersdal. 

Rudersdal skal også være en attraktiv erhvervskommune præget af et stærkt vidensmiljø og med en grøn profil. Vi vil tilbyde plads til udvikling og fornyelse, forskelligartede erhvervsmiljøer og god erhvervsservice. Vi vil derfor være tilbageholdende med at udpege yderligere erhvervsområder til omdannelse til boliger. 

Strategien skal vise, hvordan vi ambitiøst bakker op om og bidrager til opfyldelse af kommunens klimahandleplan og det videre arbejde med FN’s verdensmål. Strategien skal lægge linjen for, hvordan vi når kommunens ambitiøse klimamål om at reducere udledningen af drivhusgasser med 85 % i 2030 og opnå klimaneutralitet i 2040, samt robusthed over for klimaforandringer.  

I Planstrategi 2024 har vi valgt at adressere de udfordringer og muligheder, vi står overfor, gennem fire forskellige temaer, som understøtter hinanden på tværs:

Temaerne spiller op til planstrategiens overordnede vision ”Et bæredygtigt Rudersdal” og vores grundlæggende værdi om, at ”Vi lykkes kun i fællesskab”.

Med et lokalt fokus og globalt ansvar skal vi udforske mulighedsrummet for bæredygtige løsninger og arbejde ambitiøst for en bæredygtig fremtid. Det er ikke bare en drøm, men en klar politisk ambition, og planstrategien er et vigtigt værktøj til at komme derhen. Vi er allerede på vej, og med denne planstra­tegi tager vi det næste vigtige skridt. 

God fornøjelse med planstrategien. 

Et bæredygtigt Rudersdal

Et bæredygtigt Rudersdal danner udgangspunkt for en delvis revision af Kommuneplan 2021 inden for de emner og områder, der berøres af strategiens fire temaer. 

Strategien udpeger væsentlige byudviklingsområder i Rudersdal Kommune og sætter retning for udvikling af Rudersdal i de kommende år, og som skal afspejles i den kommende revision af kommuneplanen. Planstrategien er både en strategi for kommunens udvikling og er samtidig Rudersdal Kommunes overordnede bæredygtighedsstrategi.

Kommuneplanen vil herudover blive ajourført med eventuelle rettelser, der sker på baggrund af ændret lovgivning eller overordnet planlægning. Kommuneplanen forventes genvedtaget i øvrigt for de rammeområder og retningslinjer der ikke er nævnt i temaerne.

Rudersdal Rådhus
Rudersdal Rådhus