Hop til hovedindhold
Vigtig info

Planstrategi 2024 er i offentlig høring fra den 11. september til 6. november 2024. Du kan i denne periode indsende høringssvar med forslag, ideer og bemærkninger til planstrategien. 

TEMA

Grøn omstilling

Grøn energi og grøn fjernvarme. Bæredygtigt byggeri. Bæredygtigt forbrug. Grøn mobilitet.

Vision

Rudersdal skal være en bæredygtig og CO₂-neutral kommune, som er rustet til fremtidens klimaudfordringer. Gennem innovative løsninger skal vi skabe en grønnere og renere kommune. Vi skal turde satse på bæredygtig brug af ressourcer efter cirkulære principper og med et fokus på genanvendelse, vedvarende energi og et mindre forbrug.

Vi skal bygge mere bæredygtigt, og kommunens eget byggeri skal vise vejen frem ved at fokusere på at renovere og transformere egne bygninger, og når der bygges nyt byggeri, der lever op til nye standarder for CO2-aftryk og genanvendelse af materialer mv. Opsætning af solceller skal fremmes på både private og kommunens egne ejendomme. Udbygningen af fjernvarmen skal prioriteres og omstilles til at være grøn varme. Som led heri må vi finde plads til den nødvendige nye varmeforsyning i form af større centralt placerede varmepumper.

Rudersdal skal være en bæredygtig kommune med et lavt CO₂-aftryk, og fra 2040 skal vi være CO₂-neutrale. Vi vil mindske vores CO₂-udledning ved at sikre færre nedrivninger og stille krav om at opgøre projekters CO₂-belastning. Vi vil understøtte, at fremtidens boliger bliver bæredygtige under hensyn til vores eksisterende bymiljøer og landskaber og se positivt på, hvordan fremtidens boliger forventes at fremstå anderledes, da gængse materialer vil blive erstattet af mindre CO₂-udledende materialer og materialer, der i højere grad kan genanvendes og indgå i nyt byggeri.

Vi arbejder for udbygning af grøn energiproduktion med henblik på udfasning af fossile brændsler i energiforsyningen. Udbygningen af alternative grønne energiformer skal bl.a. ske ved, at vi finder plads til indpasning af nye større vedvarende energianlæg til fælles grøn varmeforsyning.

Bilen er fortsat den foretrukne transportform for Rudersdals borgere, og vi skal derfor sikre en god ladeinfrastruktur og reservere flere parkeringspladser til dele- og elbiler. Men vi skal også arbejde for at gøre det let for kommunens borgere at vælge grønne, bæredygtige transportformer til og sikre flere kollektive transporttilbud på tværs i kommunen. Sammenhængen mellem transportformerne skal være en naturlig del af arbejdet med at indrette kommunens byrum og infrastruktur. Vi drømmer om, at Rudersdal bliver attraktiv for cyklister og ønsker at udbrede hverdagscyklisme. 

Forbrug fylder relativt meget i det samlede klimaaftryk, og vi skal derfor arbejde for at reducere vores klimabelastning fra forbrug af varer, produkter og tjenesteydelser ved at forbruge mindre og ændre vores forbrugsvaner og stille krav til de varer, vi køber – f.eks. ved at stille krav til produktionen og transporten heraf. Vi har i kommunen især fokus på indkøb, madspild og genbrug. 

Vi lægger vægt på at løse de miljø- og klimamæssige udfordringer på nye måder sammen med borgere, virksomheder og øvrige aktører. Særligt vil vi søge samarbejder og udbygge netværk med lokale virksomheder, der kan medvirke til at udvikle nye, grønne løsninger. 

Henriksholm, Vedbæk

Vores mål er

    • At understøtte energirenoveringer og brug af vedvarende energi, som fx solceller og varmepumper, uden at de bygningsmæssige og landskabelige kvaliteter forringes.
       
    • At udbrede information om energirenovering og brug af vedvarende energi til bolig- og ejerforeninger m.fl.
       
    • At udbygge fjernvarmeforsyningen og samtidig udfase al naturgas i fjernvarmeforsyningen senest i 2035 (gerne allerede i 2030) gennem sikring af mulighed for god indpasning af ny grøn fjernvarmeproduktion. 
    • At vi lægger vægt på genbrug og tænker i ny anvendelse af kommunens egne bygninger for at mindske ressourceforbruget og understøtte den grønne omstilling.
       
    • At vi fremmer renovering og ombygninger i stedet for nybyggeri for at begrænse udledningen af CO₂ og beskytte knappe ressourcer.
       
    • At vi sikre en effektiv udnyttelse af vores eksisterende bygningsarealer og dermed begrænser energi- og driftsudgifterne. 
       
    • At nye kommunale ejendomme skal opføres efter den frivillige bæredygtighedsklasse og som hovedregel skal opfylde krav på niveau med fx DGNB-standard, Svanemærke-certificering eller lignende. Hvilken ordning vil afhænge af det konkrete projekt efter nærmere vurdering. 
       
    • At nybyggeri i videst muligt omfang opføres som fleksibelt byggeri, der kan tilpasses nye formål. 
       
    • At sikre bæredygtigt anlægsarbejde i forbindelse med udførelsesfasen i de forskellige bygge og anlægsprojekter, ved f.eks. at genbruge jord i stedet for at køre det væk. 
    • At klimahensyn skal sættes i fokus på linje med økonomi, og at kommunens indkøbspolitik skal understøtte den samlede klimaindsats om at reducere kommunens klimaaftryk og gå forrest i den grønne omstilling. 
       
    • At alle kommunale køkkener arbejder målrettet med at nedbringe andelen af animalsk baseret kost, og der afprøves nye muligheder for yderligere minimering af madspild i de kommunale institutioner med henblik på at understøtte mål for fremtidens fødevareforbrug. 
       
    • At udvalgte varegrupper skal reduceres for at bidrage til den nødvendige CO2-reduktion. Ved nye udbud skal der i vid udstrækning anvendes funktionskrav og markedsdialog, ligesom der skal indarbejdes krav om genbrug og levetidsforlængelse. 
       
    • At arbejde for aktivt at reducere forbrug (både hos kommunen og private) gennem den årlige opfølgning på klimahandlingsplanen.
    • At gøre det let for alle kommunens borgere at bevæge sig fra sted til sted ved hjælp af gode og bæredygtige transportformer som gang, cykling og kollektiv transport. 
       
    • At cykling og gang skal erstatte de korte bilture gennem en aktiv satsning på udbygning af cykelstier, stiruter og gangforbindelser. 
       
    • At skabe sammenhænge og forbindelser mellem de forskellige transportformer. 

Vi når vores mål ved at

  • Fremme at den eksisterende bygningsmasse bliver bevaret og vedligeholdt i stedet for, at der skal bygges nyt. Udpege flere bevaringsværdige bygninger, der ikke kan nedrives, gennem en vurdering af bygninger med bevaringskategori 4 og deres betydning for de eksisterende bymiljøer. 
     
  • Energirenovere kommunens egne bygninger og arbejde med kommunens nye grønne bygherrepolitik, der stiller fokus på klima og bæredygtighed ved at opgøre co2-belastningen og udarbejde bæredygtighedsprogrammer ved alle større byggeprojekter. 
     
  • Undersøge hvordan vedvarende energi, som f.eks. solceller kan indpasses, uden at den bygningsmæssige kulturarv forringes.
     
  • Udpege områder til grøn varmeforsyning. 
     
  • Inkludere bæredygtige indkøb i alle udbud af varer og tjenesteydelser. Indkøbspolitikken skal være gældende for hele kommunen som virksomhed med principper for, hvordan der skal træffes beslutninger om konkrete indkøb. 
     
  • Udbygge og sikre kommunens cykelstier og skabe god cykelparkering. Skabe attraktive stier, der binder hverdagens destinationer sammen og sikre, at skoleveje og stisystemer til kommunens dagtilbud gøres trafiksikre og trygge, så det er let og trygt. at vælge bilen fra og cyklen til. 
     
  • Arbejde for gode parkeringsmuligheder ved kommunens offentlige transportknudepunkter til pendlere og at udbygge den kollektive transport sammen med øvrige kommuner og trafikselskaber og stille krav om emissionsfri drift i fremtidige udbud af bustrafikken.
     
  • Undersøge muligheden for at etablere parkeringspladser til delebiler, fremme etableringen af lademuligheder til elbiler – samt undersøge mulighederne for at etablere flere parkeringspladser ved særligt kommunens S-togstationer.
Bistrup renseanlæg
Bistrup renseanlæg

Fysisk planlægning og baggrund

  • Revisionen af kommuneplanen indenfor temaet grøn omstilling omfatter:

    • Retningslinjer/generelle rammer for:
      • Tekniske anlæg 
      • Ladestander til elbiler
      • Parkering
    • Udpegning af stiforbindelser

Læs mere om de andre temaer i planstrategien